Shoken Pia Trans

 

Buddhisme er ikke noget man tror på; det er noget man gør.

Der er mange forskellige måder at gore det på. Nogen vælger at tage de enkeltdele, oftest i form af værktøjer eller metoder, som de har brug for og lade resten ligge, mens andre nyder få hele pakken.

Jeg har dedikeret mit liv til Buddhaens Dharma. Min indsats er flere-sidet: jeg fokuserer dels på min egen udvikling gennem studie og praksis, dels på at give andre muligheden for nyde godt af de buddhistiske ideer.

 

Præstetræning

Jeg er som nævnt præst i Tendai shu, en japansk buddhistisk skole. Det er stor og spændende skole, som helt grundlæggende bygger på Lotus Sutraens ide om at alle Buddhaens belæringer peger mod den samme sandhed, og at alle der følger bare en enkelt af disse belæringer vil finde denne sandhed; vil opnå fuldkommen oplysning.

Jeg har været lidt omkring i den buddhistiske verden før jeg fandt mit ståsted. I dag oplever vi jo her i Vesten noget helt enestående; alle de forskellige buddhistiske traditioner strømmer hertil, og vi kan vrage og vælge, sammenligne og afprøve, og finde lige netop den form, som er allerbedst for os. Sådan har det bestemt ikke altid været, og er det såmænd heller ikke alle vegne dag. I mange lande hvor Buddhismen er en naturlig del af det religiøse liv, tænker man ikke meget over forskelle og ligheder ved de forskellige skoler - man følger bare den praksis der er sædvane i ens kultur.

Vores særlige mulighed giver os et ansvar. Vi har chancen for at finde en Buddhistisk praksis som giver mening os, en skole som vi kan stå inde for - samtidig med at kendskabet til alle de andre skoler kan give os dyb respekt for deres valg.

Selv mødte jeg Buddhaens Dharma via en pseudo-buddhistisk gruppe, fortsatte ret hurtigt over i en mere traditionel japansk 'enkelt-praksis' skole, og endte så med at tage min endelige tilflugt - og søge ordination - i Tendai.

Der er en del enkelt-praksis skoler i Japan - skoler som bygger på den forestilling, at lige præcis deres ene praksis er den højeste, den fineste og mest udviklede, som erstatter alle andre praksisformer og, som den eneste, leder direkte til oplysning - og at udøvelsen af deres praksisform, hvad end det nu er chanting eller meditation, faktisk er så magtfuld at den udøvende betragtes som fuldt oplyst mens de er engageret i praksissen. Jeg kan se mange fordele ved enkelt-praksis tilgangen, især i begyndelsen af en buddhistisk praksis, men på længere sigt ser jeg også nogle udtalte svagheder. Jeg tænker at enhver enkelt-praksis i bund og grund leder ud over sig selv, til det som den på en gang peger imod og selv deltager i; det ikke-betingede, Nirvana. Du kan læse mere om mine tanker omkring enkelt-praksis skolerne og deres grundlæggere i mit essay; 'Compare the contributions to the development of Japanese Buddhism of Shinran, Nichiren and Dogen. What did they have in common, and how did they differ, especially in their view of the nature of the Buddhist path and enlightenment?'

Tendai er nok den største kontrast man overhovedet kan forestille sig til en enkelt-praksis skole, og det er netop den kvalitet jeg sætter allermest pris på: den store variation, og den dybe respekt for alle andre skoler (fordi elementer af deres praksis eller doktriner givetvis er en del af Tendai grundlaget).

Rent praktisk betyder min præstetræning at jeg studerer under Monshin Paul Naamon, min lærer eller 'sensei'. Han bor i Canaan, New York, så det er ikke ligefrem hver dag jeg ser ham, men vi holder tæt kontakt alligevel, og jeg tager derover to gange om året til retreats og særlige trænings-sessioner; gyo.

Disse gyo er perioder af intensiv træning for præsteskabet, og noget alle ordinerede deltager i gennem hele deres liv. En præsteuddannelse i Tendai er en livslang forpligtelse, og en ordination - som man virkelig får lov at arbejde MEGET hårdt, både fysisk og mentalt, for - er på ingen måde en endestation. Jeg blev ordineret i sommeren 2006, og det betød bare at jeg kunne begynde at specialisere mig i en af de mange grene som udgør Tendai.

 

Daglig praksis

Min daglige praksis er forholdsvis omfattende. Når jeg ser i min meditationsdagbog, kan jeg regne mig frem til at jeg gennemsnitligt bruger knap 2 timer på meditation om dagen. Jeg er naturligvis løbende i kontakt med min sensei for at han kan guide mig når der opstår tvivlsspørgsmål, og lempe mig videre hvis jeg kører fast.

Jeg starter dagen med en kort tilflugt, hvor jeg minder mig selv om, hvor enestående en mulighed den nye dag er for mig: hvor sjældent det er at være født som menneske, i gode og frie kår, og have mulighed for at leve Buddhaens Dharma.

Om formiddagen har jeg sat god tid af, og her vælger jeg enten

a) en Shikan meditation, hvor jeg kombinerer shikantaza med forskellige former for indsigtsmeditation, alt efter inspiration, humør eller tilbøjelighed, eller

b) en Juhachido, som er en tantrisk ceremoni der sigter mod opløsning af al dualitet.

Derefter laver jeg arbejdspraksis; samu, kalder vi det også. Det er helt almindeligt, praktisk arbejde, som bliver udført med fuld opmærksomhed på opgaven og nuværende øjeblik – en fin lejlighed til at kombinere min buddhistiske træning med mine øvrige forpligtelser.

Senere på dagen laver jeg en gående meditation udendørs. Her fokuserer jeg enten på at overgive mig til øjeblikket, eller jeg går med et mantra.

I løbet af dagen laver jeg forskelligt arbejde for sanghaen. Hvis der skal være sanghamøde om aftenen, eller hvis jeg skal ud og holde foredrag eller lignende, bruger jeg god tid på at forberede mig. Ellers sidder jeg typisk med et af mine bogprojekter, oversættelser og andet.

Min tendens er at intellektualisere, til tider i overdreven grad (!), og det forsøger jeg at modvirke ved at lave prostrationer: traditionelle knæfald, hvor jeg ofrer både krop og sind. Dem laver jeg hver aften, lige inden sengetid.

 

Det er ikke altid jeg har tid til så omfattende en praksis, og det er også i orden. Sådan er livet; nogen gange kan jeg gøre meget, andre gange kan jeg kun gøre lidt. Jeg har imidlertid fastlagt et absolut minimum, de ting jeg VIL nå hver eneste dag. Det er en kort lille ceremoni, som kan laves på et kvarter - et kvarter kan man altid afse! – og nogle prostrationer. Det er hurtigt og nemt, og det kan gøres (og nydes!!) også selvom det er svært at finde den helt store koncentration.

Min praksis omfatter også regelmæssige Kaihogyo (lange gående meditationer), hel- eller halvdags meditationer og naturligvis stadig fortsatte studier. 5-6 gange årligt sætter jeg tid af til mere intensiv praksis i tilbagetrækning; det kan vare fra en enkelt weekend til flere uger. 

Jeg oplever meget tydeligt, at det er gennem min personlige praksis jeg kan gøre alle de rituelle, formelle og teoretiske ting jeg lærer til mine egne. Det er her jeg for alvor formes, og det er her jeg henter næring til resten af mit liv.