Buddhistisk etik

Det kan umiddelbart være svært for os som er opvokset i en kristen kultur at forstå Buddhistisk etik. Vi er ubevidst vant til at tænke i synd og straf - i et udefra givet moralsæt, som administreres eksternt. Eftersom vi i Buddhismen ikke opererer med en ekstern kraft, er dette ikke en mulighed. Buddhistisk etik fungerer, ligesom alt andet, udelukkende ud fra årsag og virkning; det du putter i dit liv, er - populært sagt - det du får mere af.

Buddhistisk etik kan helt overordnet opdeles i tre afdelinger; et sæt regler for de ældste skolers monastiske sangha, et sæt regler for Mahayana skolernes ordinerede sangha, og et sæt for lægpraktiserende.

Det kan umiddelbart virke forvirrende at de tre sæt er ikke blot forskllige, med faktisk ind imellem i direkte modstrid med hinanden, men det er i virkeligheden bare et historisk vidnesbyrd om hvor stor en udvikling Buddhismen har gennemgået.

I den oprindelige Vinaya er der f.eks. helt konkret udtalte forbud mod at munke og nonner på nogen måde blander sig i det offentlige liv eller udfører manuelt arbejde - ting, som de senere Bodhisattva forskrifter pålægger sanghaen at gøre...

Hvorom alting er, så skal man huske på, at hovedformålene med Buddhistisk etik er at

1. skabe tilstrækkelig ro og god karma til at understøtte meditation og
2. lette samarbejdet i sanghaen.

Det er da også derfor at splittelser på grund af doktrinære forskelle er en forholdsvis ny ting. I den tidlige Buddhisme var de eneste opdelinger af sanghaen forbundet med forskellige forskrifter - hvad hver enkelt munk eller nonne mente om dette eller hint var, indenfor visse grænser, deres egen sag. Således havde man masser af 'Theravada-Mahayana' disciple; folk som tilsluttede sig Mahayana idealerne, og samtidig fulgte Theravada Vinaya'en.

Egentlig giver det fin mening. Det der var vigtigt, var at sanghaen kunne fungere, både internt og eksternt. Det gjorde ingen forskel om der sad en fyr i et hjørne og stræbte efter Bodhisattvaens Vej - til gengæld kunne det medføre gigantiske problemer for sanghaen hvis der var en der insisterede på at gå tiggergang fem gange om dagen, i stedet for den foreskrevne ene gang...