Hengivenhedspraksis

Et i Danmark forholdsvis ukendt, og ofte decideret skræmmende, aspekt af Buddhistisk praksis er det, man kunne kalde 'hengivenhedspraksis'. Det er de praksisformer som er rene udtryk for hengivenhed overfor Buddhaen, Dharmaen og Sanghaen.

Sådanne praksisser er overordentligt udbredt i Asien, men nærmest ukendt herhjemme. Der er imidlertid en udpræget kvalitet i dem, og jeg vil helt klart anbefale at man udfordrer sig selv med en eller flere af dem.

Kroppen er jo, ligesom talen og sindet, en kanal for spirituel praksis, en mulighed for at opleve og manifestere Dharmaen. Ved at bruge alle tre på én gang opstår der en synergi effekt, hvor de alle forstærker hinanden. Typisk vil den praktiserende opleve at én af de tre synes mere magtfuld end de andre, men ved at engagere dem alle vil man opnå en afbalancerende virkning.

Hengivenhedspraksis udvikler og styrker tro, taknemmelighed og et grundlæggende positivt tankesæt. De hjælper med at sætte ego'et til side, og minder én om hvor fantastisk en mulighed det er at have mødt Buddhaens Dharma, og opbygger en stærk base af sindsro og ligevægt så man nemmere kan imødegå livets udfordringer.