Hverdagsliv

Jeg har skrevet meget om forskellige praksisser, som alle kan anvendes på forskellige tidspunkter. Om du så gjorde brug af hver eneste form, hver eneste dag, ville det stadig ikke være nok. Det, der er allermest vigtigt, er nemlig, at du omsætter de Buddhistiske idealer i praksis, 24 timer i døgnet.

I sutraen 'Innumerable Meanings', som er en del af den Trefoldige Lotus Sutra, beskrives Shakyamuni Buddhas liv således:

Han blev aldrig træt,
Til trods for store anstrengelser.
Han holdt sit sind fredfyldt, dag og nat,
Og var altid i meditation.

Det er da noget at leve op til!

Opmærksomhed

Opmærksomhed handler om at leve i fuldt nærvær, at leve lige nu, ikke optaget af fremtiden, ikke optaget af fortiden. At leve i håb om, og tillid til, at lykken kommer lige om lidt, tror jeg er lige så uhensigtsmæssigt, som at leve i frygt for, og bekymring om, hvad der mon snart sker. At klynge sig til fortidens glæder og vidunderlige oplevelser, er efter mening lige så uhensigtsmæssigt, som at nære hævnlyst og hadske følelser overfor dem, som sårede dig tidligere.

Det er da helt sikkert, at håb og tillid er mere behagelige følelser end frygt og bekymring, ligesom dejlige minder giver mere glæde end had og hævntørst, men jeg tror, at alle disse følelser, der refererer ud af nu'et, er dybt uhensigtsmæssige. De forhindrer os i at se det, der er lige nu, og forhindrer os i at være til stede i det eneste, vi i virkeligheden har; det nuværende øjeblik.

Det svarer til at navigere rundt i virkeligheden med næsen i et kort. Hvis vi, med en bevidst indsats, ændrer bekymring til tillid, eller hævntørst til overbærenhed, så skifter vi vores kort over virkeligheden ud - måske gør vi endda kortet mere korrekt - men vi forholder os stadig til et kort, ikke til den virkelighed, som kun består lige her og nu.

Prøv at overvåge dine tanker i en periode. Bemærk, hvor mange - eller få - af dem, som refererer til nu'et.

Og prøv så at træffe en bevidst beslutning om, at være, hvor du er, og gøre, hvad du gør. Det er faktisk rigtig svært. Måske skal du i starten kaste nogle 'ankre' ud - vælg nogle helt konkrete, dagligdags begivenheder, som du ofrer fuld opmærksomhed. Det kan være når du børster tænder, når du vasker op, når du åbner din bildør - små hverdagsting, som pludselig bliver en værdifuld del af din spirituelle praksis.

Som tiden går, udvider du dit sindsnærværs territorium, og snart vil du se, at selv den mest banale dag byder på store glæder. Skønheden er alle vegne, men din opmærksomhed er kun ét sted - nemlig der, hvor du vælger (eller undlader at vælge) den skal være.

Accept

En potentiel forhindring for at kunne være i nu'et er vanskeligheder med at acceptere ethvert øjeblik, som det er.

Livet byder på skønne øjeblikke, øjeblikke, som ikke umiddelbart påvirker os, og ubehagelige eller decideret smertefulde øjeblikke. Hvad der er fælles for dem alle, er at de opstår og forsvinder, lige som alt andet, i overensstemmelse med deres årsager og omstændigheder. 

Vi skylder os selv at nyde, påskønne og virkelig opleve de skønne øjeblikke. Det gør vi kun, hvis vi er til stede i dem, og hvis vi husker, at alt er forbigående. Der er ingen grund til at prøve at fastholde et givent øjeblik, ethvert øjeblik bærer i sig kimen til udslettelse, og hvis vi rækker ud efter noget som forsvinder, skaber vi blot smerte. Tillad de gyldne øjeblikke at forskønne dit liv for en tid, uden at klamre dig til dem. Påskøn enhver vidunderlig oplevelse, i bevidstheden om, at alt er flygtigt.

Accepter de ubehagelige øjeblikke. I al eksistens ligger der øjeblikke af 'ikke-tilfredsstillelse' (jvf. de Fire ædle Sandheder), men husk, at lidelse er valgfri (igen: jvf. de Fire ædle Sandheder). Vores omgivelser kan bringe 'ikke-tilfredsstillelse', men det er vores tanker, der skaber lidelse - og heldigvis er der kun én, der tænker i vores hoved.

Synes du, det lyder som noget vrøvl?

En af de vigtigste ting jeg personligt har lært gennem min buddhistiske praktisering, er at forholde mig på en ny måde til lidelse. Lidelse er et meget centralt begreb i buddhismen, idet et af formålene med praktiseringen er at frigøre sig fra lidelse. Det kan lyde lidt højtravende, men tænk på lidelse som alt fra den mindste irritation, over hverdagens problemer, og til fysisk og psykisk smerte.

Almindeligvis forholder vi os sjældent bevidst til vores lidelser, og hvis vi gør, handler det ofte om at klamre os til vores ret til dem: 'Jamen, når nu situationen er (og det vil så som regel sige 'var' eller 'kan blive') sådan, så må jeg da lide...'

I meditation iagttager du dine tanker. Tit medfører det, at de falder til ro - giver dig et frirum. Jo oftere det sker, jo tydeligere bliver det for dig, at du ikke er dine tanker, og ikke behøver at lade dem overtage dit liv. Når du når den erkendelse, er der ikke langt til erkendelsen af, at det rent faktisk er dine tanker, eller din reaktion på omverden, i langt højere grad end omverden som sådan, der skaber din lidelse.

Når man står i en rigtig forfærdelig situation, ser man typisk kun de to muligheder: at ændre situationen, eller at fjerne sig fra den. Det er også i mange tilfælde fine strategier, men det er desværre ikke altid, de er anvendelige, og så er det, at lidelsen opstår. Men der er en tredje mulighed - man kan acceptere situationen.

Her kommer der typisk modstand - det er nemlig lige præcis her, de fleste af os forsvarer vores ret til lidelse med næb og klør: 'jeg har mistet min kæreste, jeg har ingen penge, hun har behandlet mig så grimt osv, osv...'

Men - er der nogensinde nogen af os, som har oplevet, at vores lidelse rent faktisk ændrede noget som helst i sådan nogen situationer?... Næppe...

Hvis man kan frigøre sig fra det mentale standpunkt, de tanker, som var medskaber af situationen - hvis man kan acceptere situationen præcis som den er, acceptere nu'ets 'såledeshed' - ja, så opløses lidelsen.

Men man bliver nødt til at vælge: lidelse eller accept.

Lidelse eller accept - det valg lyder måske ikke så svært, men det kan faktisk føles uoverkommeligt svært. Der er simpelthen tale om et opgør med en af vores allermest fastgroede overbevisninger: at lidelse stammer fra omverden, at nu må omverden først lige bringes i orden, og SÅ kan jeg blive lykkelig.

Det jeg har lært gennem min praktisering er, at man kan finde lykken, lige her og nu, en rolig, vedvarende lykke, som ikke bygger på noget udenfor en selv, og som derfor heller ikke kan ødelægges af noget udenfor en selv. Man behøver IKKE at vente; man kan leve istedet.

Tilgivelse

Megen lidelse kommer af manglende tilgivelse. Når du ikke er i stand til at tilgive andre, skaber du lidelse for én person - nemlig dig selv. Den, du ikke kan tilgive, skal nok klare sig, men dit eget liv bliver forpestet af din vedvarende vrede.

Har du svært ved at se værdien i tilgivelse? Måske er du bange for, at hvis du bare tilgiver alt og alle, så vader de ind over dig, igen og igen. Måske mener du, at din vedvarende vrede er en nødvendighed for at beskytte dig selv, og markere dine grænser overfor andre mennesker.

Der er mange måder at markere en grænse på, uden at være vred. Jeg prøver ikke at lokke dig til at blive en lalleglad klovn, som alle kan bruge som dørmåtte, jeg foreslår bare, at du markerer dine grænser på en måde, som ikke skader dig selv. Selv har jeg da oplevet situationer og mennesker, som var så ubehagelige, at jeg bagefter har valgt at undgå at sætte mig i lignende situationer med de mennesker fremover. Når først øjeblikkets overvældende vrede har lagt sig, er det faktisk muligt at tillade de mennesker at være, hvad de er, og markere en grænse ved visse former for samvær, men undgå at lade tankerne om den oprindelige, sårende situation få momentum, så man forsvinder ud i diverse udspekulerede scenarier, hvor man omsider får den oprejsning, man ærligt mener, at man fortjener.

Tilgiv - så forsvinder vreden, og med den forsvinder den ædende fornemmelse i din mave. Pas på dig selv - lad være med at indgå i situationer, som erfaringsmæssigt kan skade dig. Vær afslappet i forhold til livet - hav som udgangspunkt tillid til, at livet bringer dig lige nøjagtigt det, du har brug for. Og lad være med at blande de tre sammen.

Der findes ting, der er svære at tilgive. Om ikke andet, så kan du altid starte med at tilgive, at personen, som sårede dig, ikke var, som du kunne have ønsket, at han eller hun havde været.

For nogen er den, som det er allersværest at tilgive, dem selv. Se tilbage på situationen. Kunne du have handlet anderledes, med den viden, du havde dengang, i den situation, du stod i? Eller gjorde du, hvad det var muligt at gøre; dit bedste - ikke det bedste, men det, du kunne, med den viden og erfaring, du havde, i den situation, du stod i? Kan du tilgive dig selv for ikke at kunne mere, for at være i den situation? Hvis det er umuligt, så start med at tilgive dig selv, at du ikke var, som du kunne ønske dig at være.

Taknemmelighed

Den, som er taknemmelig, er altid lykkelig. Det er rigtig svært at vedligeholde et trist syn på livet, hvis du føler dyb taknemmelighed, og hvis du ser dig omkring, er der nok at være taknemmelig over.

Start straks fra morgenstunden. Tag dig et ekstra øjeblik til at glædes over den helt nye dag, der ligger foran dig. En perlerække af uberørte øjeblikke, klar til at blive fyldt med dét, du vælger at fylde i dem - glæde, fryd, påskønnelse, taknemmelighed.

Tillad dig selv at forundres over det fantastiske mirakel det er, at du er i live. Hvordan kan du gøre bedst brug af livets vidunderlige gave? Ønsker du at bruge denne gave klogt, til at skabe glæde for dig selv og andre - eller ønsker at spille hasard med den, og fortsætte med bevidstløst at skabe de samme årsager, som du 'altid' har gjort?

Lad være med at føle dig fanget af din nye dags fastlagte opgaver. Selvfølgelig skal du udfylde din plads i samfundet, og fuldføre de opgaver, der venter dig, men det er kun dig, der bestemmer, hvordan du vil gøre det. Vil du gøre det med glæde? Når det nu alligevel skal gøres, hvorfor så ikke frydes over det?

Giv dig selv tid til at reflektere over dagens friskhed. Lad fornemmelsen af dagens potentiale synke dybt ind i dig. Lad dine tanker dvæle ved alle disse muligheder, og mærk hvor fantastisk der er, at du alene kan bestemme, hvordan resten af dit liv skal være.

Hvordan har du det nu med den nye dag? Læg mærke til alle naturens gaver - se ud på morgenhimlen. Måske er det en sprød forårsmorgen, med al dens våde friskhed, måske er det en mørk novemberhimmel, hvor de sidste stjerner vinker farvel. Lyt til morgenens lyde, verden, der vågner op.

Dette er din dag, din chance til at fylde 24 timer med lige præcis det, du synes der skal fyldes i dem. Op og i gang - lad ikke den chance gå fra dig!

Og husk så, at det ikke kun er, når du står op, at dit liv begynder. Hvert eneste øjeblik er en mulighed for at starte forfra, og bruge dit liv, som du allerhelst vil.

I begyndelsen, når du stadig øver dig på at gøre taknemmelighed til en del af dit liv, er det en god ide at have nogen faste holdepunkter - tidspunkter, hvor du minder dig selv om alt det, der er at være taknemmelig for. En oplagt mulighed er måltiderne. Forestil dig dit næste måltid, og tænk over, hvor mange, der har bidraget til det.

Der er levende væsner, som har givet deres liv for at føde dig. Det kan være planter eller dyr - de har under alle omstændigheder ladet livet, for at du kan spise. Hvis det er animalsk føde, er der gået mange planter til at føde det dyr, og der er nogen, der har passet dyret. Der er også nogen, der har sået og passet planterne.

Jorden har bidraget med næring, solen med lys og varme, og regnvandet har givet væde.

Hvis du har købt din mad - som vi jo oftest gør - er der nogen, der har slagtet / høstet den, pakket den, transporteret den, solgt den.

Du har tjent pengene til at købe den, men hvor mange mennesker har været involveret i dén proces?

Se på din tallerken; der er nogen, der har lavet den, pakket, transporteret og solgt den. Og hvad med det materiale, den er lavet af?

Til sidst er maden så blevet tilberedt, og det er da heldigvis almindeligt, at vi takker for netop den del af processen.

Tænk engang over, hvor mange levende væsner, der har været involveret i dit måltid. Kan man nogen sinde sige, at alle er nævnt? Hvad f.eks. med alle disse levende væsners forfædre? Ville du have fået netop dette måltid, hvis ikke disse levende væsner var blevet født?

Der er da virkelig noget at være taknemmelig for!

Tålmodighed

Jeg vedgår straks, at dette afsnit har været svært at skrive. Tålmodighed er en dyd, det er jeg slet ikke i tvivl om, det er bare - endnu - ikke en af min fornemmeste dyder.

Lidt har jeg dog lært. For eksempel har jeg lært, at der er forskel på tålmodighed og tåbelighed, selvom de to nemt kan forveksles. Ikke at handle hvor der bør handles, at sidde på sine hænder fordi det forekommer strategisk klogt, det er ikke tålmodighed - det er tåbelighed.

Jeg har også lært, at der er god grund til være skeptisk overfor dem, som hævder, at dit liv kan ændres som ved et trylleslag, fra det ene øjeblik til det andet.

Virkelige forandringer tager tid. Det, der ikke behøver at tage tid, er at træffe beslutningen om ville ændre sig.

Følgende digt, 'Selvbiografi i fem kapitler' er taget fra Sogyal Rinpoche's bog, 'Den tibetanske bog og livet og døden':

1 Jeg går hen ad gaden.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg falder i.
Jeg er fortabt... jeg er håbløs.
Det er ikke min fejl.
Det tager en evighed at finde en udvej.

2 Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg lader som om, jeg ikke ser det.
Jeg falder i igen.
Jeg kan ikke tro, jeg er på det samme sted.
Men det er ikke min fejl.
Det tager stadig lang tid at komme op.

3 Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg ser, det er der.
Jeg falder stadig i... det er en vane.
Mine øjne er åbne.
Jeg ved, hvor jeg er.
Det er min fejl.
Jeg kommer op med det samme.

4 Jeg går hen ad den samme gade
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg går rundt om det.

5 Jeg går ned ad en anden gade.

Der er mange ting at lære af det digt.

For det første kan vi lære det allervigtigste; at ting tager tid. Forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden. Vores vaner er dybt indgroede, de bygger på stabler af årsager, vi tidligere har skabt, og hver eneste gang, vi har fulgt vores vaners mønster, har vi skabt endnu en årsag for at følge det igen næste gang.

For det andet kan vi lære, at indtil vi vælger at se ting, som de virkelig er - se hullet i vejen - vil vores livs mønster gentage sig.

For det tredje kan vi lære, at det ikke er nok at blive opmærksomme på de uhensigtsmæssigheder, der måtte være i vores opfattelse. Vi skal handle i forhold til dem, ellers vil vi stadig falde i hullet, selv om vi ved, at det er der.

For det fjerde kan vi lære, at så længe vi ikke erkender, at det er os selv, der skaber de årsager, der senere manifesterer sig i vores liv - f.eks. uhensigtsmæssige vaner med at falde i et hul - så er det meget svært at komme videre, at komme op ad hullet.

For det femte kan vi lære, at selvom vi tror, vi kender vores problemer, så kan det meget vel være, at vi kun kender visse aspekter af dem. I digtet tror vores ven først, at han har løst sit problem, da han ser hullet i gaden, så tror han, at det er løst, når han erkender, at det er hans egen skyld, at han falder i. Så mener han atter at have fundet løsningen, da han går uden om hullet - men faktisk skulle han jo lære at gå ned ad en helt enden gade.

Disse fem lærdomme kan sammenfattes i, at når vi står overfor et problem i vores liv (og det kan meget vel være andre slags problemer end at falde i huller på gaden), så må vi blive opmærksomme på problemet, erkende, at vi selv har ansvaret for det, og være parate til at udforske det helt til bunds, selvom det betyder, at vi vil begå fejltagelser undervejs - og væbne os med udholdenhed, og en god portion tålmodighed.