ICHINEN SANZEN

Ichinen Sanzen er en filosofisk beskrivelse af det komplekse samspil der tilsammen udgør hele virkeligheden, dels som den egentlig er (det vi kunne kalde "altings sande natur"), dels som den subjektivt kan opleves.

Det lidt sære japanske navn, henviser netop til denne kompleksitet, og til den stadige omskiftelighed der præger enhver subjektiv forståelse. "Ichinen" betyder "et enkelt øjebliks bevidsthed", og "Sanzen" betyder helt enkelt "tretusind" en henvisning til de tretusinde muligheder, et enkelt øjeblik byder på. De "tretusind" er i bund og grund ikke så vigtigt det er bare en matematisk øvelse, afgjort i den lette afdeling, som skal vise virkeligheden som et evigt omskifteligt samspil mellem mange fænomener og faktorer i gensidig afhængighed.

Den beskriver tre forskellige vinkler som kan danne udgangspunkt for analysen, ti forskellige verdner eller livstilstande et liv kan leves i / opfattes ud fra, og endelig ti faktorer som er virksomme i den dynamiske proces. Regnestykket opstilles traditionelt som følgende:

10 verdner, som alle hver især indeholder de øvrige 9 i sig; altså 10 x 10 = 100 verdner, som vi foreløbig lægger i mente.

Dertil kommer 10 faktorer, som alle er virksomme på 3 planer; altså 10 x 3 = 30 faktorer, som alle fungerer i hver af de 100 verdner vi tidligere lagde i mente, hvorfor vi ganger de 30 faktorer med de 100 verdner, til en total af 3000 aspekter af virkeligheden, som set fra en Buddhas synspunkt.

Men lad os vende blikket fra matematikken, og i stedet fokusere på selve analysen...

De Ti Verdner

De Ti Verdner kan man vælge enten at se som konkrete, fysiske verdner eller eksistensplaner hvor væsner kan fødes fra det ene liv til det andet, eller man kan vælge at se dem som metaforer for tilstande som i skiftende takt manifesterer sig hos alle mennesker i løbet af et enkelt liv. Anlægger man den sidste synsvinkel, kan man sige, at de beskriver noget fælles menneskeligt, nogen tilstande alle mennesker kender, om end hver enkelt person typisk vil opleve at være overvejende domineret af en eller flere af dem.

Den traditionelle beskrivelse af de seks lavere verdner

I de traditionelle skifter beskrives seks genfødselsverdner; helvedets verden, de sultne spøgelsers, dyrenes, de kæmpende guders, menneskenes og de lyksalige guders, og fire verdner man kan træde ind i efter valg; sravakaernes, pratyeccabuddhaernes, bodhisattvaernes og buddhaernes verden. Det er vigtigt at forstå, at ingen af disse verdner, undtagen Buddhaens, er nogen man befinder sig i for evigt. De er verdner man fødes i, lever et enkelt (eller flere) liv i, og som man derefter forlader for at genfødes i en anden verden, alt sammen i henhold til sin karma.

Helvedets verden

I de Buddhistiske tekster beskrives en lang række af forskellige helveder, men fælles for dem alle er, at væsner født i dem gennemgår ufattelige pinsler. I Balapandita Sutta fortælles det, hvordan væsner som netop er ankommet mødes af helvedets konge, som spørger dem hvordan de dog har kunnet ignorere de lidelser de har bevidnet, i stedet for at vågne op og erkende deres ansvar. Generelt er tonen i beskrivelserne af disse helveder, skønt vældigt udpenslende, egentlig ikke frydefuld "nu har du fået hvad der tilkommer dig..." men snarere advarende; vågn op, vær omhyggelig, vid at hvert eneste øjeblik indbefatter et valg.

De Sultne Spøgelsers verden

Væsnerne i de sultne spøgelsers verden har en fysisk form som fastholder dem i evig sult; de har kæmpestore, grådige munde og enorme maver, men lange, tynde halse. Således kan de aldrig nogensinde få stillet deres umådelige begær, men er henvist til et liv i stadig, desperat søgen.

Dyrenes verden

Mens vi, i vores kultur, ofte romantiserer dyr, er den Buddhistiske holdning klar; fødsel i dyrenes verden er ikke hensigtsmæssig eller ønskværdig. Måske hjælper det på forståelsen at huske på, at ikke alle dyr er fede, forkælede og fuldkommen afslappede huskatte (!) der er dyr der lever af andres afføring eller i kadavere, og dyr der bliver mishandlet og slagtet på grusomme måder. Det værste ved dyrenes verden er i imidlertid, at vejen mod frihed er uopnåelig i denne verden; der er, som det siges i Balapandita Sutta, "ingen praktisering af Dharmaen her, ingen praktisering af retfærdighed... Her hersker alles kamp mod alle og den svageste taber."

De Kæmpende Guders Verden

Denne verden er ofte i de tidligste skrifter indeholdt i De Lyksalige Guders verden. Det er nemlig også også en gude-verden, men en som er præget af jalousi, konkurrence og stadig kamp. Netop derfor placeres den, når den udskilles fra De Lyksalige Guders verden, ret langt nede på listen over efterstræbelsesværdige verdner.

Menneskenes verden

En fødsel som menneske ses som en overordentlig god mulighed. I Menneskenes verden er lidelse nemlig en integreret del af livet, men samtidig er der en ret stor grad af frihed, som betyder at man kan vælge at gøre en ende på denne lidelse for evigt. I de lavere verdner er der meget mere lidelse og nærmest ingen frihed, og i De Lyksalige Guders verden er livet så langt og glædesfyldt, at det er virkelig svært at finde motivation til at praktisere Buddhaens vej. Mennesker er langt mere opmærksomme på dukkha end guderne, vi kan forholdsvis nemt indse behovet for endelig frigørelse, og vi har så oven i købet frihed til at gøre noget ved det. Hvis man vil drage en parallel til ens aktuelle liv, kan man måske sige, at hvis livet er enten for nemt eller for smertefuldt, bliver ens spirituelle praksis sværere.

En menneskelig fødsel ses som en sjælden mulighed, som vi, for vores egen skyld, bør få mest muligt ud af: "Kun få fødes blandt menneskene, langt flere fødes andre steder end blandt menneskene" (A.I.35).

De Lyksalige Guders verden

I den Buddhistiske kosmologi opererer man med mange typer af guder, som alle har meget lange liv helt op til 9216 millioner meneskeår. Til gengæld er tidsopfattelsen anderledes i disse verdner, hvor et enkelt døgn optager et hundrede år i en menneskelig eksistens. Livet i De Lyksalige Guders verden er nemt, som navnet også antyder, men netop denne faktor er også det, der gør en fødsel her mindre ønskværdig end en menneskelig fødsel, spirituelt set. Det er ganske enkelt for nemt at miste fokus på nødvendigheden af at ende lidelse og genfødslernes cyklus, og eftersom guderne stadig er underlagt karma, vil de uundgåeligt dø og genfødes i andre, mindre behagelige, verdner.

Der er også en vis risiko for selvbedrag. I Brahmajala Sutta fortælles om en gud som kom til at opfatte sig selv som hele verdens skaber en slags karikatur på andre religioners skaberguder. Nogen gange siges det, at Buddhismen ikke giver noget endegyldigt svar på spørgsmålet om en alvidende skabergud, og at der derfor ikke er noget modsætningsforhold mellem Buddhismen og de theistiske religioner. Mens et modsætningsforhold udelukkende skabes i det menneskelige sind, og derfor kan opstå hos nogen troende men ikke hos andre, må selve spørgsmålet om en skabergud siges at være besvaret helt utvetydigt. Der er visse spørgsmål som får lov at stå uafklarede i den Buddhistiske lære, men dette er ikke et af dem. Buddhismen ser alt, undtagen Nirvana, men inklusiv alle guder, som resultater af en kausal proces af gensidig afhængighed. Heraf fremgår det tydeligt, at ideen om at verden kunne opstå af en enkelt, veldefineret, ikke-kausalt bestemt årsag er utænkelig. Til gengæld betyder den mange-facetterede Buddhistiske kosmologi, at der har været rigeligt med råderum til at inkorporere de lokale religioners guder i takt med introduktionen til nye kulturer, naturligvis forudsat at ingen af dem gjorde krav på at blive betragtet enten evige eller som verdens skaber.

Den filosofiske tolkning af de seks lavere verdner

Ovenstående er den almindelige måde at liste verdnerne på, fordi en sådan hierarkisk indordning beskriver graden af frihed i hver enkelt verden, og også hvordan livet i disse verdner opleves - gudernes verden er langt mere behagelig end helvedets. Bruger man disse verdner metaforisk, og således ser dem som hurtigt skiftende tilstande snarere end genfødselsverdner, er der imidlertid ikke nogen grund til at forestille sig at de ti livstilstande kan ordnes hierarkisk, idet hverken en horisontal, vertikal, cirkulær eller anden rumlig beskrivelse vil give et regulært billede af deres indbyrdes forhold. Det nærmeste, man kan komme en sådan beskrivelse af deres relation til hinanden, må være et flerdimensionelt net, hvori de ligger spundet ind i hinanden.

Hver enkelt af de ti tilstande ses nemlig som indeholdende alle de andre ni, forstået på den måde at når en hvilken som helst tilstand manifesterer sig i vores liv, ligger de andre ni latent i den manifesterede; er altså indeholdt i den tilstand, der dominerer os i dette øjeblik, parat til at manifestere sig på given foranledning. Det forklarer også hvordan vores livsopfattelse kan skifte fra det ene øjeblik til det andet; hvis man ikke er meget opmærksom, kan det nærmest virke som om man er helt udenfor indflydelse, når man skøjter fra den ene tilstand til den anden.

Det er vigtigt, i forbindelse med studiet af de ti livstilstande, at komme til en fuldstændig forståelse af, at ens øjeblikkelige livstilstand i meget høj grad styrer ens perception, idet hele ens opfattelse af omverden i ethvert givent øjeblik vil være farvet af ens livstilstand. Det er blandt andet gennem de ti livstilstande, at vi gør den objektive virkelighed subjektiv, og det er på dette subjektive grundlag vi drager vores konklusioner. Når man fuldt ud indser betydningen af dette fænomen, giver man også sig selv muligheden for at 'sætte kikkerten for det andet øje', altså at ændre sin subjektive opfattelse, eller endnu bedre; at smide kikkerten helt væk, og se virkeligheden som den er. I omgangen med andre er det vigtigt at holde sig dette fænomen for øje, for også her vil perceptionen være farvet - er du fuldstændig domineret af vrede, vil du være meget mere sart overfor og lægge meget større vægt på andres vrede træk, hvorfor du kan komme til at bidrage til en negativ udveksling som cementerer både din og andres ufrihed.

Tolker man verdnerne som metaforer for livstilstande, vil de kunne beskrives således:

Helvedets verden.

Helvede findes lige her, midt i vores hverdagsliv. Det er den tilstand, man er i, når man lider alverdens kvaler, det være sig fysiske smerter og angst ved en alvorlig sygdom, eller de lidelser man gennemgår i sine relationer til andre mennesker. Det der karakteriserer helvedets lidelser er det tilsyneladende fuldstændige fravær af handlemuligheder, fornemmelsen af afmagt og hjælpeløshed. Der er kun en sløv vrede tilbage, og en pinagtig (og heldigvis også fejlagtig) erkendelse af, at det er nyttesløst at håbe på en bedre fremtid. En person i helvede er fuldstændig berøvet sit livsmod, sin frihed og sin kapacitet til at handle. I helvede er der intet håb, ingen styrke og ingen hvile, kun stille jammer, smerte og lammende håbløshed.

At kæmpe sig ud af en helvedestilstand er svært. En måde at skaffe sig håb for fremtiden, først og fremmest gennem en bedre forståelse for nutiden, er faktisk at studere teorien om de ti livstilstande. Bevidstgørelse er ofte første skridt på vejen til forandring, og når man for alvor forstår, hvordan ens øjeblikkelige livstilstand påvirker hele ens opfattelse af den objektive virkelighed, får man måske oparbejdet tilstrækkeligt med mod, håb og styrke til at udfordre de lidelser, man møder i sin subjektive virkelighed.

De sultne spøgelsers verden.

Her har vi at gøre med en tilstand af ekstrem griskhed og grådighed, en tilstand, hvor man brænder op i et evindeligt begær efter noget, som altid er lige uden for rækkevidde. Det fortærer krop og sind, og gør en til en hjælpeløs slave af sine begær. Personer som er domineret af sult, kan tilbringe hele livet i en konstant jagt på lige præcis dét, de (fejlagtigt) mener vil tilfredsstille dem; magt og ære, kærlighed, tryghed, anerkendelse. De er totalt underlagt deres stærke trang, som aldrig vil kunne stilles, uanset hvad der "fyldes på". Det er i denne verden vi finder alvorlige misbrugsproblemer stærk trang, som kun forstærkes ved ethvert forsøg på at stille den. Hvor mange drinks skal en alkoholiker have, før han har fået nok?

Det er en tilstand, hvor man er fuldkommen underlagt noget større, og ofte uerkendt - nemlig sit begær - og hvor man er helt ude af stand til at se igennem begæret, se sandheden om det.

Dyrenes verden.

Dyriskhed er en tilstand hvor et menneske er domineret af sine instinktive behov. Der kan f.eks. være tale om en naturlig sult; er man sulten nok, vil man være domineret af sit instinktive behov for føde. Man har i denne tilstand en lidt større handlekraft og frihed end i sulttilstanden, og den drives som nævnt af naturlige begær som rent faktisk kan tilfredsstilles, i modsætning til de altødelæggende tvangsmæssige begær i de sultne spøgelsers verden. Men eftersom alle handlinger styres af instinkter, snarere end af intelligens og samvittighed, er der heller ikke her tale om egentlig frihed. Man truer den svage og frygter den stærke, og er hjælpeløs overfor en større intelligens. Man drives af en instinktiv selvbeskyttelsestrang, som er uden visdom, fornuft eller vilje, man føler sig uden kontrol med sin egen skæbne.

Ureflekteret troløshed, løgn og svigefuldhed er kendetegnende for denne tilstand, ligesom en grundlæggende dumhed, og mangel på overvejelser af konsekvenser. Det er for eksempel dyriskhed, der leder menneskeheden til at udslette vores eget eksistensgrundlag, til gengæld for en kortsigtet nydelse.

De kæmpende guders verden.

De kæmpende guders verden er præget af vreden i alle dens former; modvilje, afsky, jalousi og konkurrenceiver. Vrede er en særdeles velkendt følelse i den vestlige civilisation, faktisk dyrker vi vreden, og opelsker den i os selv og vores medmennesker. Vrede er nemlig, udover vrede, had og fjendskab, også en stærk trang til selvhævdelse, et opblæst ego, fyldt med illusioner, som i bund og grund bare skal dække over hvor vaklende vores illusoriske Selv er. For at kamuflere sine indre svagheder angriber man blindt omkring sig, i et desperat forsøg på at fremstå som den overlegne. Personen i vrede arbejder udelukkende for egen vinding, om end han eller hun, i kraft af sin store forfængelighed, kan give et overfladisk indtryk af venlighed, retfærdighed og moral. Vrede kan udtrykkes på flere forskellige måder, f. eks. som en uforudsigelig, eksplosiv selvhævdende personlighed med tydelig destruktiv adfærd, eller som en stærk vindermentalitet, som uafladeligt begiver sig i konkurrence med alt og alle, og altid gør det med en komplet mangel på respekt for alle andre end sig selv.

Vrede er i høj grad kendetegnet ved en stærk energi, og denne egenskab er netop, når den bliver rigtigt anvendt, en af vredens gode sider. Til gengæld er det også det, der gør den så svær at slippe man bliver simpelthen afhængig af den rus, vrede kan give. Det er heller ikke helt nemt at se sandheden om vreden; at den blot er vores desperate forsøg på at beskytte os mod indbildte og reelle farer. Og videre er det også svært at forestille sig, at det rent faktisk kan være muligt at passe på sig selv uden at fortsætte afhængigheden af vreden at man kan markere og kommunikere sine grænser på en rolig, reflekteret og hensigtsmæssig måde. Det gælder i det hele taget for mange af vores tillærte adfærdsmønstre og forsvarsmekanismer, at det føles meget utrygt at give slip på dem. De synes, alt andet lige, at have tjent os vel, og selvom vi måske intellektuelt kan se at de er uhensigtsmæssige, er det straks noget helt andet at samle mod til at lægge dem fuldkommen fra sig.

Menneskenes verden.

Menneskenes verden er karakteriseret af den rolige tilstand, vi alle kender; fornemmelsen af et vel udført arbejde, af at man har ydet sin del på den bedst mulige måde, og at det er helt i orden at give slip. Det er en fornuftspræget, rationel tilstand, hvor intelligens, dygtighed, god dømmekraft og en vis indsigt i livet dominerer, en rolig verden, hvor man, som et socialt væsen, føler sig i fred med sig selv og andre. Alt i alt en meget behagelig tilstand, men også en vældig skrøbelig tilstand, hvor man er yderst påvirkelig. Roen og glæden i denne tilstand er jo så at sige givet en udefra, i kraft af omgivelsernes heldige sammenfald, og kan derfor også forsvinde, når forandringer i omgivelserne opstår... som de altid gør.

I denne tilstand er det, at vi for første gang opdager muligheden for at leve i fuldstændig fred og glæde; muligheden for at skabe forbindelse til Buddhaens Dharma.

De salige guders verden.

Denne verden er euforisk alting er nemt, livet er skønt, man går med lettere skridt, i opløftet stemning, og i tryg forvisning om, at lykken er med os - lykken er at leve. Man er sund, stærk, og yderst bevidst om, at livet bærer en frem på en bølge af mental energi. Det er en tilstand af selvrealisering, en tilstand, hvor man kan nyde livet fuldt ud, og hvor alle ens valg og handlinger er præget af intelligens, kærlighed og samvittighed. Det er en tilstand hvor alle begær er opfyldt, med en udpræget tilfredshed til følge, og en fornemmelse af, at dette vil vare ved.

Men det vil det ikke! Det er nemlig samtidig en tilstand, hvor man stadig er dybt afhængig af omgivelserne, og dermed vil man kastes ud af den når årsager og omstændigheder ændres, som de jo uundgåeligt gør.
De højere verdner

De tilstande, eller verdner, vi indtil nu har stiftet bekendtskab med, er alle nogen som spontant manifesterer sig. Alle i disse verdner er stadig, i et eller andet omfang, fanget af de Tre Gifte; begær, vrede og uvidenhed, som faktisk er det nærmeste man kommer en skabende kraft. Disse verdner opleves alle som afhængige af omgivelsernes påvirkning, skønt det i virkeligheden handler om ens egne reaktioner på den kontakt man uundgåeligt vil opleve, i kraft af ens seks sanseorganer. De næste tilstande vi skal se på, er nogen man kan vælge; hvis man ønsker at nå en af de fire højere tilstande kræves simpelthen (1) en aktiv beslutning om at ændre sit liv, og (2) en målrettet indsats for at følge op på sin beslutning.

Sravakaernes verden

En Sravaka er en discipel af Buddhaen, som søger at blive Arhat. En Arhat er en person som har nået personlig oplysning, om end der er tale om en oplysning som ikke helt matcher Buddhaens egen. Den vigtigste forskel mellem en Arhat og en Buddha er imidlertid at en Buddha er en som "sætter Dharmaens Hjul i gang", altså genopdager Dharmaen i en verden hvor den er gået tabt. Det gør Arhatten ikke, da han eller hun lærer af en Buddha (levende eller død, men ikke glemt).

I de senere Mahayana tekster ses der somme tider en misforståelse, hvor der sættes lighedstegn mellem en Sravaka og en Arhat. En Sravaka er, som nævnt ovenfor, en som søger at blive Arhat, en som måske har opnået visse delmål, men som ikke er oplyst. Når en Arhat i nogle Mahayana tekster beskrives som selvisk, kan det måske skyldes denne misforståelse, som så vil lede til en sammenligning mellem en Buddha og en Sravaka en helt igennem upassende sammenligning. Hvis man meget gerne vil sammenligne, må man gøre det med Sravakaen og Bodhisattvaen (udtryk der beskriver personer "på vej"), eller med Arhatten og Buddhaen (udtryk der beskriver personer "i mål"). Det kan naturligvis også skyldes at der op igennem historien har været dem, som hævdede at være en fuldt realiseret Arhat, uden at det nødvendigvis var sandt. Under alle omstændigheder er ideen om at en Arhat skulle være selvisk absurd. En Arhat har, pr. definition, brudt alle forestillinger om "Jeg er" og om Selvet; hvor skulle en sådan selviskhed da være rodfæstet?

Pratyeccabuddhaernes verden

I erkendelse af, at det kunne tænkes at nogen fandt frem til en fuld erkendelse af Dharmaen på egen hånd, uden at deres erkendelse motiverede dem til at undervise og hjælpe andre, opererer man også med begrebet Pratyeccabuddha; de selvstændigt oplyste. Der er dog tale om en højst teoretisk mulighed, og der er ikke mange referencer til dem i suttaerne.

Bodhisattvaernes verden

Ordet Bodhisattva bruges om et antal forskellige personer. Fælles for dem alle er dog, at der er tale om en som ikke blot ønsker at opnå frihed for sig selv, mens andre overlades til deres egen karma; de ser ikke Arhat som et passende mål, men stræber direkte efter at blive fuldt oplyste Buddhaer.

Med hensyn til deres stadier af udvikling, så kan en Bodhisattva være

-       en person som netop har aflagt Bodhisattva løfterne for aller første gang;
-       en som aspirerer til Buddhaens komplette oplysning, men som endnu ikke har etableret sig på Bodhisattvaens Ædle Vej gennem sine erkendelser;
-       en på de første stadier af Bodhisattvaens Ædle Vej;
-       en på det sjette eller syvende stadie af Bodhisattvaen Ædle Vej, hvis indsigt således kan sammenlignes med Arhattens som er helt fri af begær men som alligevel fravælger det endelige Nirvana, og hermed enden på genfødsler, ved døden af hensyn til andre levende væsner;
-       en Ædel Bodhisattva på det ottende til tiende stadie på den sikre vej til fuldkommen og perfekt Buddhatilstand, som nu opererer i særlige riger i form af en eller anden frelser-skikkelse.

Som det fremgår af ovenstående, kan man ikke blot ud fra titlen Bodhisattva sige noget om en persons udviklingsniveau, men udelukkende om deres motivation. Derfor er der igen grund til at være varsom med sammenligninger med andre typer af religiøse skikkelser, i hvert fald når det rækker ud over deres motivation.

I takt med Buddhismens udvikling som religiøst system begyndte særligt de indiske Mahayana kommentatorer at antyde en stadigt længere vej til fuldkommen Buddhatilstand. På Buddhaens tid var oplysning en overordentlig regulær mulighed for enhver oprigtigt praktiserende, og Pali suttaerne vrimler med historier om folk som nåede fuld forståelse og oplysning første gang de overhovedet hørte de Fire Forædlende Sandheder. Med tiden opnåede færre og færre oplysning, og Buddha-idelaet blev ophævet til noget nærmest uopnåeligt, som kun kunne nås gennem adskillige livs ihærdig praksis. Efterhånden udvikledes der dog nye skoler, med nye praksisformer der hævdedes at fremskynde processen, oftest i form af en total og pludselig gennemskæring af alle illusioner, inklusive dem der forholdt sig til Buddhaens Vej. Tre meget iøjnefaldende tilføjelser til den tids Buddhistiske billede er

-       den Tantriske Vej, også kaldet Vajrayana eller Diamantvejen;
-       Zen skolerne, med deres ideer om henholdsvis oplysning som et pludseligt gennembrud, helt igennem opnåeligt indenfor et enkelt liv, og sammensmeltningen af "Målet" og "Vejen";
-      Pure Land Buddhismen, hvor sigtet er genfødsel i en særlig Buddhas Rene Land hvor omstændighederne for at opnå oplysning er perfekte, i modsætning til vores vanskelige verden.

Buddhaernes verden

En Buddha er et almindeligt menneske, som har nået fuldkommen og perfekt oplysning, indsigt i de Fire Forædlende Sandheder inklusive Nirvana som det eneste ikke-betingede. Megen mytologi omgiver en Buddha, og visse tekster peger på en Buddha som et nærmest overnaturligt, alvidende væsen. Hvad Shakyamuni Buddha imidlertid hævder at have opnået er, udover indsigt i virkelighedens sande natur, den "trefoldige viden":

-       han kan huske sine egne tidligere liv, så langt tilbage han ønsker;
-       han kan se andre væsners genfødsler i henhold til deres karma;
-       han kan direkte og uden tvivl eller usikkerhed se rækkevidden af sin frihed

I Pali suttaerne er der en del information om Buddhaen, som netop viser hans "menneskelighed". For eksempel fortæller Sangiti Sutta om hvordan han, efter at have undervist en gruppe læg-tilhængere til langt ud på natten, beder Sariputta fortsætte undervisningen, da hans ryg gør ondt, og han har lyst til at strække den. Også Mahaparinirvana Sutta, som beskriver Buddhaens sidste dage, fortæller om hans mavesmerter og udmattelse. På den anden side er der også tekster der viser peger i retning af mere usædvanlige træk. I Mahaparinirvana Sutta berettes det, hvordan han krydsede Ganges floden ved hjælp af sine psykiske kræfter, og han hævder at han kunne have levet ganske meget længere, hvis blot hans disciple havde bedt ham om det i tide. Lakkhana Sutta beskriver de 32 særlige karakteristika for en Buddha, som bl.a. omfatter særpræg som udsmykkede hjul med tusind eger på håndflader og fodsåler, evnen til at nå sine knæ med hænderne uden at bøje sig ned, gylden, skinnende hud og 40 hvide, regelmæssige tænder. Disse mærker kan enten ses om konkrete, fysiske tegn, eller som aspekter af hans "spirituelle krop", kun synlig for særlige mennesker.

Buddhaen omtales ofte som en Arahat, men alligevel er det tydeligt, at der er forskelle mellem ham og de øvrige Arahatte. Hans discipel Ananda udtrykker det eksempelvis i Gopaka Moggallana Sutta, hvor han, efter Buddhaens død, bliver spurgt direkte: "Ananda, er der nogen munk, som på alle måder har enhver af Mester Gautamas, den værdige og korrekt selv-oplystes, kvaliteter?" Ananda svarer utvetydigt; "Nej brahman, der er ingen anden munk, som på alle måder har enhver af Mester Gautamas, den værdige og korrekt selv-oplystes, kvaliteter". I Simsapa Sutta siger Buddhaen selv, at hans viden og indsigt er langt mere omfattende end det han videregiver. Han sammenligner en enkelt håndfuld blade med alle bladene i lunden, og fortæller, at den del af sin indsigt som han har videregivet, relaterer sig til hans samlede indsigt som bladene i hånden relaterer sig til alle bladene i lunden. Han har simpelthen bevidst valgt, forklarer han, kun at videregive de dele af hans indsigt som direkte leder til at ende al lidelse alt andet er "ekstra", så at sige.

I Mahayana tekster optræder der flere, sameksisterende Buddhaer, mens dette ikke ses som en mulighed hvis man konsulterer Pali teksterne. I M.III.65 siges det at: ³Det er umuligt, det kan ikke ske, at to Arahat perfekt oplyste Buddhaer skulle opstå samtidig i et verdenssystem. Dette er ikke muligt". Denne udtalelse efterlader dog stadig mulighed for flere samtidige Buddhaer i forskellige verdenssystemer, en ide som Mahayana byggede videre på, med sine mange forskellige Buddha-verdner, hver med sin Buddha.

DE TI FAKTORER.

Som nævnt har vi alle sammen adgang til de ti livstilstande, de ligger alle latent i vores liv, klar til at blive manifesteret. Nogen gange kan vi forblive i den samme tilstand lang tid, andre gange skifter vi med lynets hast, men hvordan går det egentlig til? Det sker gennem funktionen af de ti faktorer, ti elementer som beskriver livets form og virkemåde, og klarlægger hvorledes vores liv kan skifte fra den ene tilstand til den anden. Disse faktorer optræder alle i hver enkelt af livstilstandene, så forskellige disse end er.

Fremtræden er fænomenernes eksterne eller objektive aspekt. Det som kan ses, høres, lugtes, røres eller smages er indeholdt i denne faktor.

Natur er fænomenernes interne eller subjektive aspekt. Denne faktor fokuserer på de skjulte kvaliteter i fænomener, i modsætning til ydre eller overfladiske forhold. Natur dækker således for eksempel vores tanker og følelser.

Væsen er den integrerende funktion, der understøtter fænomeners fremtoning og natur. Det er helheden; ikke helhed forstået som 'de to tilsammen', men det aspekt, der forener de to. Hvis fremtoning er den ene side af en mønt, og natur den anden, er væsen selve mønten - ingen side af en mønt kan siges at eksistere uden den anden.

Kraft er fænomeners mulighed for at påvirke og forandre. Hvor de tre første faktorer analyserer fænomener ud fra individuelle eksterne og interne kendetegn, viser denne og de næste faktorer, at alle ting er en del af en konstant proces af gensidig indflydelse og forvandling. Med andre ord er alle fænomener faktisk gensidigt afhængige, og under konstant forandring.

Aktivitet er den aktuelle forandring, som kraft frembringer. Det er vigtigt at forstå, at ting ikke nødvendigvis sker, bare fordi nogen eller noget har kraften til at få dem til at ske. For at kunne påvirke verden, må de rette omstændigheder være til stede. Disse omstændigheder, som kan henføres til den kraft, de involverede levende væsner manifesterer, fremkalder den aktuelle aktivitet, eller det aktuelle svar, som så skaber påvirkningen. En tændstik kan f.eks. ikke tænde sig selv. Den skal stryges først.

Årsager er de af vores tidligere valg og intensioner, der direkte bidrager til nutiden. Denne faktor, og de næste tre, henviser direkte til karmas funktion. Årsag betyder, i denne sammenhæng, alle vores tanker, ord og handlinger bliver til frø i vores liv. Det er akkumuleringen af disse frø der bliver til vores vaner, og således i høj grad bestemmer hvordan vores liv kommer til at se ud. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi planter så mange gode frø som muligt; at vi kun øver os på det, vi gerne vil være bedre til, og gerne vil se mere af.

Vores indre årsager er det der afgør, hvordan vi reagerer på ydre stimuli. Hvis du bliver såret over en andens behandling af dig, vil du nok hævde, at du lige netop bliver såret over handlingen - over den anden - men i virkeligheden bliver du såret på grund af de indre årsager du selv indeholder.

Omstændigheder er de sekundære eller ydre omstændigheder, der tillader de primære årsager at bære frugt. De frø, som vi gennem vores egne handlinger har plantet i vores liv, har brug for de rette omstændigheder for at spire. Selv når de har spiret, kan den måde, de manifesterer sig på, påvirkes af omstændighederne. De årsager, vi har skabt, kan blive hæmmet, forstyrret, ændret eller forstærket, afhængigt af de andre årsager, vi har skabt.

Virkninger er de umiddelbare konsekvenser af nutidige handlinger. Hver gang vi handler, taler eller tænker, er der en umiddelbar effekt på vores liv. Denne virkning kan være så minimal, at den knap kan iagttages. Virkning refererer først og fremmest til plantningen af et nyt frø i vores liv, og ikke blot til den øjeblikkelige forandring i vores bevidste liv. Dette er vigtigt, fordi alt hvad vi gør således har en effekt på vores liv fra dag til dag, og endnu vigtigere, på vores fremtidige liv.

Konsekvenser er de fremtidige resultater af vores nutidige handlinger. Dette henviser til de, måske uforudsete, langtidseffekter af disse handlinger. Det henviser også til den endelige modning, på den ene eller den anden måde, af de karmiske frø, vi har lagt i vores liv.

Alle fænomeners forening viser foreningen af alle fænomener, på trods af deres forskellighed. Skønt alle fænomener kan ses som adskilt på grund af deres forskellighed, så forenes de alle i ultimative tomhed (shunyata). Dette betyder så igen, at selvom hver af de ti verdner forekommer meget forskellige er de faktisk alle del af den samme livsproces, og kan derfor egentlig ikke adskilles fra hinanden.

Funktionen af de ti faktorer er overordentlig vigtig at kende til. De ti faktorer lærer os, at hvis vi vil kende vores fremtidige forhold - konsekvenser - kan vi bare se på de årsager, vi nedlægger i vores liv her og nu. Skulle vi af nysgerrighed ønske at kende vores fortidige forhold, kan vi omvendt se på vores nuværende indre årsager. Det vil altså sige, at hvis vi ønsker at skabe den bedst mulige fremtid for os selv, skal vi altid anstrenge os til det yderste for udelukkende at nedlægge positive latente virkninger i os selv, latente virkninger om hvilke vi ved, at de vil føre vores liv ad den kurs, som vi ønsker os allermest.

De tre områder

Enhver analyse er bestemt af den synsvinkel der anlægges. Når "livet" skal analyseres, kan man vælge enten at se det ud fra det enkelte individs synsvinkel, man kan betragte det sociale samspil mellem tænkende og/eller følende væsner (mennesker og dyr og, om man vil, forskellige typer af guder og andre væsner), eller man kan se på de ikke-følende, fysiske omgivelser.

Individets område.

De fem livsbestanddele, skandhas, udgør tilsammen det vi forstår ved et levende væsen. Disse fem skandhas er det vi typisk refererer til som ¹os selv¹ det er det vi identificerer os med, skønt selv en overfladisk analyse vil vise at der reelt set bare er tale om processer i stadig forandring, og dermed intet solidt eller vedvarende.

Form er den første skandha. Det er den fysiske sammensætning af liv, alt hvad der kan ses, måles, røres ved. I form findes vores seks sanseorganer, som muliggør kontakt; øjne, ører, næse, tunge, krop og sind. Følelse er vores reaktion på de sanseindtryk vi møder. Denne funktion skelner umiddelbart mellem tre typer af følelser; positive, negative og neutrale.

Opfattelse betegner vores evne til at tage omgivelserne ind, at opfatte dem, og kan foregå både bevidst og ubevidst.

Skelnen hedder også, mere traditionelt, karmiske ophobninger. Når jeg foretrækker ordet skelnen, er det fordi det beskriver hvad disse karmiske ophobninger gør; de danner baggrund for vores bedømmelse af fænomener, materielle eller immaterielle, som ¹gode¹ eller ¹dårlige¹. Det er på baggrund af vores karma (hvad vi tidligere har tænkt, sagt og gjort) at vi danner os indre billeder på grundlag af det vi opfatter gennem sanserne. Der kan være tale om præcise aftryk af omgivelserne, eller om idedannelser. Vores skelnen kan, som vores opfattelse, være farvet af både vores bevidste og ubevidste historie det er langt fra al vores karma vi er bevidste om. Med vores skelnen bearbejder vi også vores forestillinger om det opfattede, og beslutter hvordan vi vil reagere på det. Også i denne beslutningsproces er vores karmiske ophobninger aktive; vores tidligere valg og oplevelser, vores vaner og karakter, er alt sammen en del af denne (ofte ubevidste) beslutningsproces.

Bevidsthed er ganske enkelt evnen til at være bevidst om sanseindtryk. Bevidsthed er således bundet til form, og danner baggrund for følelse, opfattelse og skelnen. Man kan taler også om seks forskellige bevidstheder; en knyttet til hvert sanseorgan.

Bevidstheden opleves som understøttende og integrerende for de andre fire skandhas, og det er derfor også meget ofte bevidsthed vi fejlopfatter som et ¹selv¹ eller ¹jeg¹ når altså ikke tanker eller følelser får den tvivlsomme ære.

Et individ kan også betragtes som en sammensætning af de fem elementer:

Jord alt hvad der er fast, formet, i kroppen, som eksempelvis knogler, væv og tænder.
Vand alt flydende; blod, lymfe, spyt mm.
Ild alle varmeskabende og regulerende processer, som fordøjelse og hormonsystem.
Vind det der relaterer sig til bevægelse eller luft, som åndedræt og tale.
Rum afstand eller ¹tomrum¹ i kroppen.

Somme tider taler man om seks elementer, hvor bevidsthed så regnes som det element der omfatter og gennemtrænger de andre fem.

De følende væsners område.

De fem skandhas danner tilsammen "et liv", og alle sådanne liv, betragtet under et, udgør de følende væsners område. Eftersom ingen eller intet kan siges at eksistere isoleret, men kun i samspil med andre, kan de følende væsners område også beskrives som det sociale sammenspil, vi alle er en del af.

Omgivelsernes område.

Alt liv må understøttes af passende omgivelser. Omgivelsernes område er i høj grad et direkte produkt af de følende væsners virke, idet ethvert liv vil forme sig omgivelser, der udgør det bedst mulige eksistensgrundlag. Naturligvis er dette "Omgivelsernes område" også underlagt naturlove og det større økologiske samspil (men det er jo så også igen stærkt påvirket af de levende væsner..).

I øvrigt er omgivelsernes område opbygget af nøjagtig de samme fem elementer som det enkelte individ; jord, vand, ild, vind og rum, og der sker en stadig, dynamisk udveksling mellem individer og omgivelser.