De seks paramitaer

De seks paramitaer er den vej, Shakyamuni Buddha lærte bodhisattvaerne. De kendes også som de seks perfektioner, fordi det er færdigheder, som kan perfektioneres i ethvert menneskes liv. Man kan også sige, at det er de kvaliteter der udvikles gennem vores praktisering, de kvaliteter, der ligger implicit i den Ottefoldige Sti.

De seks paramitaer er:

Gavmildhed, altså at give penge, tid, arbejde, kendskab til Buddhaens belæringer eller andet til andre, uden at forvente noget igen, og uden at man undervejs beregner, hvor store og gode årsager, man nu skaber for sig selv.

Disciplin, hvor det igen handler om forskrifterne. Det er vigtigt at huske, at forskrifterne ikke er krav, som skal overholdes her og nu, de er snarere en beskrivelse af et oplyst liv, en vejviser, der peger på hvor vi er på vej hen.

Tålmodighed, som jo især prøves, når ting ikke udvikler sig, som man havde håbet på, eller forestillet sig, og man således møder modstand, eller ligefrem forfølgelser. Det indebærer tålmod med sig selv og sin egen udvikling, som måske heller ikke altid foregår, som man havde tænkt sig. I tålmodighed ligger også en god portion forståelse, forståelse for én selv, andre og livets natur.

Energi, at være målrettet, vedholdende og fokuseret i sin praktisering.

Meditation, at udvikle konstant sindsnærværende opmærksomhed, og opøve sin koncentrationsevne.

Visdom, som kan siges at være en stor del af det endelige mål, idet visdom her betyder kendskab til alle fænomeners sande natur.