Den Trefoldige Tilflugt

Den Trefoldige Tilflugt beskrives nogen gange som den buddhistiske trosbekendelse, eller som det, der gør en buddhist til buddhist.

Selve den 'officielle' tilflugts-ceremoni foregår ved at den lærer man vælger, giver én tilflugt. Der er ikke tale om en egentlig konvertering, og der er almindeligvis ingen sekteriske overtoner - man tager tilflugt i Buddha, Dharma og Sangha, ikke i en enkelt skole.

 

Tilflugten i ”Buddha” henviser først og fremmest til den historiske person Siddhartha Gautama, som opnåede indsigt i livets sande natur, og dermed løste sig fra lidelse. Buddha er imidlertid ikke et navn, men en titel som betyder ”Den Oplyste”, og bruges som sådan om flere, også mytologiske, personer. Det er vigtigt at forstå, at en Buddha ikke kan frelse nogen. Han kan pege på en vej som leder til frelse, eller, mere præcist, frihed fra lidelse, men vejen må man selv gå.

Dharmaen er, i forbindelse med den buddhistiske tilflugt, den vej Buddhaen anviste til erkendelse af altings sande natur – det er den buddhistiske lære. Når man tager tilflugt i Dharmaen, er det et udtryk for at man godt tør prøve at omsætte disse belæringer i handling, for således at teste om de virkelig leder til ophør af al lidelse.

Den tredje tilflugt, Sanghaen, henviser traditionelt til de monastiske eller oplyste disciple, altså dem der beskytter og videregiver Dharmaen. Tilflugten i Sanghaen henviser dog også til det lokale fællesskab man er tilknyttet. Det er udfra dette fællesskab, man forpligter sig i forhold til alle levende væsner. Tilflugten i Sanghaen er meget vigtig, fordi hele den grundlæggende ide i Mahayana traditionen er, at ens praksis er på vegne af alle levende væsner. Den er langt fra en personlig sag, med personlig frigørelse som målet. Vores egen oplysning er 'kun' et lillebitte skridt på vejen - det er ALLES lykke, vi stræber efter.

Faktisk er det også en praktisk fordel at kunne konkretisere sin tilflugt i Sanghaen. Alle erfaringer viser at det er overordentligt svært at opretholde en stabil praktisering uden at både modtage og give støtte og inspiration. Sidder man alene dag efter dag, er risikoen for at ens praktisering bliver begrænset, egocentreret, og med tiden decideret uinteressant, overmåde nærliggende, så selvom det ER besværligt at få indpasset møder med andre praktiserende i en travl kalender, skal man måske lige overveje hvorfor Buddhaen fastholdt at Sanghaen skulle være en del af buddhismens Tre Skatte.

Shakyamuni Buddha fætter, Ananda, som også var hans personlige oppasser gennem mange år, bemærkede engang til Shakyamuni; "En god ven er det halve af det spirituelle liv". Shakyamuni Buddha svarede, "Sig ikke sådan Ananda. En god ven er hele det spirituelle liv."