|
|
EtikDet kan umiddelbart være svært for os som er opvokset I en kristen kultur at forstå buddhistisk etik. Vi er ubevidst vant til at tænke i synd og straf - I et udefra givet moralsæt, som administreres eksternt. Eftersom vi I buddhismen ikke opererer med en ekstern kraft, er dette ikke en mulighed. Buddhistisk etik fungerer, ligesom alt andet, udelukkende ud fra årsag og virkning; det du putter I dit liv, er - populært sagt - det du får mere af. Buddhistisk etik kan helt overordnet opdeles i tre afdelinger; et sæt regler for de ældste skolers monastiske sangha, et sæt regler for Mahayana skolernes ordinerede sangha, og et sæt for lægpraktiserende. Det kan umiddelbart virke forvirrende at de tre sæt er ikke blot forskllige, med faktisk ind imellem i direkte modstrid med hinanden, men det er i virkeligheden bare et historisk vidnesbyrd om hvor stor en udvikling buddhismen har gennemgået. I den oprindelige Vinaya er der f.eks. helt konkret udtalte forbud mod at munke og nonner på nogen måde blander sig i det offentlige liv eller udfører manuelt arbejde - ting, som de senere Bodhisattva forskrifter pålægger sanghaen at gøre... Hvorom alting er, så skal man huske på, at hovedformålene med buddhistisk etik er at
Det er da også derfor at splittelser på grund af doktrinære forskelle er en forholdsvis ny ting. I den tidlige buddhisme var de eneste opdelinger af sanghaen forbundet med forskellige forskrifter - hvad hver enkelt munk eller nonne mente om dette eller hint var, indenfor visse grænser, deres egen sag. Således havde man masser af 'Theravada-Mahayana' disciple; folk som tilsluttede sig Mahayana idealerne, og samtidig fulgte Theravada Vinaya'en. Egentlig giver det fin mening. Det der var vigtigt, var at sanghaen kunne fungere, både internt og eksternt. Det gjorde ingen forskel om der sad en fyr i et hjørne og stræbte efter Bodhisattvaens Vej - til gengæld kunne det medføre gigantiske problemer for sanghaen hvis der var en der insisterede på at gå tiggergang fem gange om dagen, i stedet for den foreskrevne ene gang... De Fem ForskrifterDe Fem Forskrifter for alle Buddhistiske praktiserende er et udtryk for vores idealer, ikke nødvendigvis vores opførsel... Gennem et etisk forsvarligt liv afstår vi fra at skabe dårlige årsager for os selv - årsager, som vi, gennem vores kendskab til Dharmaen, ved at vi senere vil møde konsekvenserne af. Helt grundlæggende drejer det sig om ikke at:
Praktisering af forskrifterne minder os om, at nok er vi frie til at gøre, præcis som vi vil, men at vi aldrig bliver frie for at stå til ansvar for vores handlinger. Vi skaber karma, eller fremtidige årsager, for os selv, med alle vores tanker, ord og handlinger. VinayaVinaya'en er den del af den oprindelige buddhistiske kanon, Tripitaka, som indeholder de forskrifter den monastiste sangha i visse buddhistiske skoler skal leve efter. Disse oprindelige forskrifter bygger på de moralske principper i de fem læg-forskrifter, men beskriver også den etikette, der kræves af klerikale disciple; procedurer for at bilægge stridigheder, specielle regler om føde, klæder, medicin og hvilesteder, og forholdsregler for at holde disciplene væk fra fristelser. Det er vigtigt at huske, at disse hundreder af forskrifter ikke blev givet på én gang, men var et resultat af Buddhaens forskellige afgørelser i et utal af situationer, som opstod gennem hans levetid. Faktisk foreslog Buddhaen endda, mod enden af sit liv, at sanghaen kunne ændre de mindre vigtige regler, hvis det forekom passende. De ti forskrifter for novicer kan tjene som repræsentant for ånden i de hundreder af klerikale forskrifter: ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke have seksuelle forhold, ikke lyve, ikke bruge rusmidler, ikke bruge personlige udsmykninger eller parfume, ikke tage del i verdslig underholdning, ikke bruge luksuriøse senge eller siddepladser, ikke spise på upassende tidspunkter, og ikke modtage penge eller andre værdier. Ved at følge disse forskrifter blev de klerikale disciple i stand til at leve et simpelt og værdigt liv, i harmoni med andre. Bodhisattva forskrifterneSaicho, Tendai skolens grundlægger, tog til Kina i 804 for at indsamle skrifter og belæringer fra T'ien-t'ai skolen. Han vendte tilbage med det som den dag i i dag udgør kernen af Tendai, og indrettede sig straks efter hjemkomsten på Hiei bjerget, langt fra magtens centrum i Nara hvor både hoffet, regenten og de gamle veletablerede Buddhistiske skoler holdt til. Fra starten pådrog han sig de gamle skolers vrede, specielt fordi han insisterede på at Japanske munke burde ordineres i henhold til de 58 Boddhisattva forskrifter fra Brahma Net Sutraen, snarere end munkenes 250 forskrifter, eller nonnens 348 (ifølge den japanske tradition). Som Mahayana traditionen udviklede sig, blev de klerikale forskrifter efterhånden betragtet som Hinayana-orienterede (OBS!! IKKE Theravada-orienterede. Ordet 'Hinayana' bruges her om Mahayana-bevægelsens fornemmelse af at den oprindelige buddhisme var blevet for institutionaliseret og fokuseret udelukkende på den monastiske sangha), i og med at de kun rettede sig mod gejstlige, og ikke talte om bodhisattvaens værdier og idealer. Derfor ønskede Saicho at indføre Brahma Net Sutraens forskrifter, som både retter sig mod præster og lægpraktiserende. Der gives de 58 bodhisattva forskrifter, hvoraf de ti betragtes som de essentielle. De kendes også som de ti alvorlige forbud; ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke give efter for lyst, ikke lyve, ikke opmuntre til, eller muliggøre, brugen af rusmidler, ikke sladre, ikke prise sig selv og nedgøre andre, ikke tilbageholde ofringer af hverken materielle goder eller Dharmaen, ikke give efter for vrede, og ikke nedgøre de tre skatte. Disse forskrifter beskriver bodhisattvaens intension om ikke blot at afstå fra at gøre ondt, men aktivt at gøre godt, og bidrage til andre ved at fremlægge Dharmaen. I Japan sanktionerede regeringen i midten af det ottende århundrede tre forskrifts platforme for klerikale forskrifter. For at indtræde i sanghaen måtte man tage til en af disse officielle forskrifts platforme, for at tage tilflugt i de tre skatte, og modtage de klerikale forskrifter. Imidlertid mente Saicho at det var inkonsekvent for Mahayana buddhister at overholde forskrifter som de opfattede som 'Hinayana'. Ifølge Saicho skulle Mahayana buddhister acceptere Brahma Net Sutraens forskrifter, som omfatter Mahayana buddhismens sande ånd. Han var her i opposition til de konservative klerikale i de gamle Nara skoler, som ønskede at bevare kontrollen med ordination af buddhistiske klerikale, og hans indsats bar også først frugt efter hans død i 822. I det år gav regeringen omsider tilladelse til etableringen af en Mahayana forskrifts platform på Hiei bjerget, Tendai skolens hovedtempel. Efter den blev opført i 827 blev Mahayana forskrifterne standarden for japanske buddhisters opførsel. De ti væsentlige forskrifter er:
|
|