Meditation

Hvorfor er meditation sådan en god ide? Behøver vi virkelig at meditere?

Ja. Det var den korte version. Hvis du ønsker at høre min argumentation, bliver du nødt til at læse videre, ellers kan du bare kaste dig ud i det...

Vi behøver at træne vores sind igennem meditation, hvis vi ønsker at stoppe vores utilfredshed - vores lidelse. Det sker først, når ego'et holder op med at kræve ind, og det gør det først, når vi har lært at mestre vores sind, snarere end at lade os mestre af det - altså når vi selv bestemmer, hvad vi skal tænke, subsidiært når vi genkender vores tanker som netop det; tanker, forbipasserende fænomener, som betyder lige så meget for os, som forbipasserende skyer betyder for himlen.

Du har garanteret allerede en fornemmelse af, at meditation er vigtig, ellers gad du nok ikke læse dette afsnit, men for mange af os er det nødvendigt at få denne ide om nødvendighed systematiseret, så det vil jeg prøve at gøre, ud fra mine personlige erfaringer.

Oftest er vores tanker enten i fortiden (det hedder 'minder' eller 'ærgrelser') eller i fremtiden (det hedder 'drømme' eller 'bekymringer'), og kun alt for sjældent i nu'et. Det er synd, fordi for det første er nu'et det eneste, vi virkelig har, for det andet er det det eneste, vi med garanti altid kan klare.

En helt almindelig indvending er, at 'sådan er mennesker'. Det er helt fuldkommen rigtigt, men lad mig straks slå helt fast, at det såkaldt 'menneskelige' kun sjældent er det optimale. En stor del af en buddhistisk praktisering handler faktisk om at gå imod strømmen, imod sine instinkter.

Jeg har også tit hørt at 'man må da tænke over tingene!'. I den henseende vil jeg tillade mig at lave en opdeling. Jeg vil gerne dele fortidstanker op i en dyb refleksion over det skete, som leder til fuld forståelse af sine uhensigtsmæssige reaktioner, så man undgår gentagelser, og spekulationer, rettet mod at finde en løsning. Hvis spekulationer havde virket, havde du garanteret fundet din løsning allerede! Fremtidstankerne vil jeg gerne have lov at opdele i koncis, utilknyttet planlægning, som er nødvendig for at kunne fungere i et almindeligt samfund, og gennemspilning af 'den indre film', som alligevel aldrig kommer til at stå mål med virkeligheden.

Med det som udgangspunkt vil jeg vende tilbage til behovet for at fokusere på nu'et. Det er egentlig absurd, at en så indlysende sandhed som at nu'et er alt vi har, kan være så svær at leve efter. Til gengæld er belønningen, når det ind imellem lykkes, enorm. Det kan vel nærmest beskrives som ren lykke, som ultimativ frihed. Og det kan kun læres gennem meditation. Faktisk så ER det simpelthen meditation.

Vi er så omhyggelige med at passe på vores krop. Vi vasker den, holder den ren, tør og varm, giver den føde (indrømmet, mere eller mindre passende føde, men alligevel; vi ønsker ikke at gå omkring sultne), og vi hviler den, når den har behov for det. Vi træner den, i hvert fald i et eller andet omfang, og adlyder i høj grad dens bud. Er den syg, går vi til lægen og får den repareret, og vi opretholder en eller anden form for hjem for at beskytte den mod elementernes rasen. Det samme skal vi gøre for sindet, og det er endda endnu mere vigtigt, for sindet er mesteren, og kroppen blot en tjener. En krop uden bevidsthed er et lig. Intet kan sammenlignes med sindet, og intet kan erstatte det. Vi kan få kunstige lemmer og organer, vi kan endda få et nyt hjerte, men intet kan erstatte sindet. Det er et enestående værktøj, som bør passes og plejes, men det kan være svært at huske på, fordi vi i så høj grad har vænnet os til de advarselssignaler, et upasset sind sender; nemlig lidelse. Vi har vænnet os til at tro, at lidelse kommer fra vores omgivelser, ikke fra vores forsømte sind. Vi har alle sammen en masse gode forklaringer på vores lidelse. Det er fordi vi mangler penge, har et utilfredsstillende job, mangler en at dele livet med, har en besværlig familie. Listen er uendelig, og det er alt sammen fantasi. Vores lidelser er sindets besked til os, om at det mangler omsorg og træning. Hvis vi vil af med vores lidelser, skal vi begynde den træning nu. Måske hjælper det at minde sig selv om, at med dette unikke stykke værktøj kan vi opnå absolut alt, selv Buddhaens perfekte oplysning og frihed.

Når man tager fat på det betydningsfulde stykke arbejde det er, at tage sig af sit sind, skal det først renses. Det sker gennem koncentration. Et sekunds koncentration er lig med et sekunds renselse, for vores sind kan kun gøre en ting ad gangen, uanset hvad vi i forestiller os. Specielt kvinder vil indvende, at de da kan gøre rigtig mange ting ad gangen, men i sindets virkelighed er det ikke korrekt. Sindet kan kun gøre en ting ad gangen, men det kan skifte mellem sine forskellige gøremål så hurtigt, at vi, i hvert fald med vores sædvanlige bevidsthed, ikke når at opdage disse skift. Når vi er virkelig koncentrerede, kan de Fem Forhindringer (se uddybning af disse senere) ikke bage deres sædvanlige rævekager, som er netop det, der pletter vores sind.

I meditation lærer vi at droppe det, vi ikke har brug for. Vi lærer at genkende tanker for det, de er, og lade dem passe sig selv, uden at vi føler at det har noget med os at gøre - vi blive frie. I takt med at vores fortsatte træning gør os stadigt dygtigere, og vores praktisering skaber årsager for at denne bevidsthedstilstand bliver en stadfæstet vane, kommer vi også til at kunne gøre det i vores daglige liv. Efterhånden kommer vi til det punkt, hvor vi selv bestemmer hvad vi tænker.

Ikke helt overraskende vil dette ikke virke hele tiden til at begynde med. Men det vil virke ind imellem, og selv et enkelt øjeblik, hvor man er herre over sine egne tanker er en kolossal lettelse. I øvrigt er det jo netop disse enkelte øjeblikke der skaber årsag for mere af samme slags.

Sindet skal også trænes. Et utrænet sind stryger hid og did, derfor må vi opbygge 'sinds-muskler' nok til at kunne holde det på plads. Vi må simpelthen lave mentale armbøjninger! Træning af sindet adskiller sig ikke fra anden træning, forstået på den måde, at det kræver hårdt arbejde, disciplin, beslutsomhed og tålmodighed før man ser et resultat, men det kan lade sig gøre for ALLE uden undtagelse. Styrke kommer af træning, og sindet trænes under meditation.

Det er værd at huske på, at Buddhaens Vej ikke handler om at få noget, den handler udelukkende om at give slip. Hvis vi lærer at slippe alt det, der er unødvendigt, lader vores slør falde, så sidder vi tilbage med ren oplysning. Det er dog noget som kræver mere træning end man umiddelbart forestiller sig, fordi det for ego'et føles meget farligt at give afkald, og da specielt at give afkald på tanker (og magt, og behovstilfredsstillelse og ...). Det er fordi vores ego er skrøbeligt, det er en ren abstraktion, og det er det, på et eller plan, godt klar over. Derfor kræver det konstant støtte og bekræftelse, som det får gennem tankerne.

Men belønningen for at give afkald er et stærkt sind, som ikke plages af kedsomhed, frustration, skuffelse, depression eller utilfredshed, fordi det har lært at droppe alt det, som ikke er nødvendigt.

Sindet skal også hviles. Vi tænker hele dagen, og drømmer om natten. Måske tager vi på ferie for at hvile os, men sindet har stadig ikke fri. Sindet kan kun hvile sig, når tankestrømmen standses, og der gives plads til den rene oplevelse - altså under meditation. Når tankerne falder til ro vil det ofte give os en oplevelse af et øjebliks lykke, ægte, dyb lykke, som godt nok stadig er en betinget lykke, men som ikke er betinget af noget udefra - den er betinget af vores egen koncentration. Koncentration er altid et muligt valg, og vores evne til at koncentrere os bliver mere og mere pålidelig, i takt med at vi øver os, mediterer.

Når tankerne falder til ro er der ikke blot en vidunderlig stilhed, der er tillige en varm tilfredshed. Dette stille, tilfredse sted i os er sindets hjem. Det er her, sindet tager hen for at hvile efter en hård dags (eller nats) arbejde, fuldkommen som vi tillader vores krop at hvile.

Når sindet slapper af får man naturligvis en umiddelbar effekt. Man får lov til nyde tilfredsheden og roen - den store stilhed. Men man får også en effekt på længere sigt, idet sindet lærer, at intet behøver at blive blæst op, intet behøver at blive taget personligt, for det kan altid komme hjem igen, slappe af, og samle kræfter i fed og ro. Man lærer altså med andre ord at få et mere afslappet forhold til hvad livet nu end måtte byde en.

Meditation ændrer ikke livet som sådan, men det ændrer os, vores tanker om livet, og vores kapacitet til at kunne acceptere livet, nøjagtigt som det er. Udgangspunktet er jo, at vi er her, i dette liv, og vi skal leve det. Hvorfor så ikke få mest mulig fornøjelse af det?

Vi skal bare lære, at det at leve et glædesfyldt og tilfreds liv er et valg - vores valg