Bodhisattva forskrifterne

Saicho, Tendai skolens grundlægger, tog til Kina i 804 for at indsamle skrifter og belæringer fra T'ien-t'ai skolen. Han vendte tilbage med det som den dag i i dag udgør kernen af Tendai, og indrettede sig straks efter hjemkomsten på Hiei bjerget, langt fra magtens centrum i Nara hvor både hoffet, regenten og de gamle veletablerede Buddhistiske skoler holdt til. Fra starten pådrog han sig de gamle skolers vrede, specielt fordi han insisterede på at Japanske munke burde ordineres i henhold til de 58 Boddhisattva forskrifter fra Brahma Net Sutraen, snarere end munkenes 250 forskrifter, eller nonnens 348 (ifølge den japanske tradition).

Som Mahayana traditionen udviklede sig, blev de klerikale forskrifter efterhånden betragtet som Hinayana-orienterede (OBS!! IKKE Theravada-orienterede. Ordet 'Hinayana' bruges her om Mahayana-bevægelsens fornemmelse af at den oprindelige Buddhisme var blevet for institutionaliseret og fokuseret udelukkende på den monastiske sangha), i og med at de kun rettede sig mod gejstlige, og ikke talte om bodhisattvaens værdier og idealer. Derfor ønskede Saicho at indføre Brahma Net Sutraens forskrifter, som både retter sig mod præster og lægpraktiserende. Der gives de 58 bodhisattva forskrifter, hvoraf de ti betragtes som de essentielle. De kendes også som de ti alvorlige forbud; ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke give efter for lyst, ikke lyve, ikke opmuntre til, eller muliggøre, brugen af rusmidler, ikke sladre, ikke prise sig selv og nedgøre andre, ikke tilbageholde ofringer af hverken materielle goder eller Dharmaen, ikke give efter for vrede, og ikke nedgøre de tre skatte. Disse forskrifter beskriver bodhisattvaens intension om ikke blot at afstå fra at gøre ondt, men aktivt at gøre godt, og bidrage til andre ved at fremlægge Dharmaen.

I Japan sanktionerede regeringen i midten af det ottende århundrede tre forskrifts platforme for klerikale forskrifter. For at indtræde i sanghaen måtte man tage til en af disse officielle forskrifts platforme, for at tage tilflugt i de tre skatte, og modtage de klerikale forskrifter. Imidlertid mente Saicho at det var inkonsekvent for Mahayana buddhister at overholde forskrifter som de opfattede som 'Hinayana'. Ifølge Saicho skulle Mahayana buddhister acceptere Brahma Net Sutraens forskrifter, som omfatter Mahayana buddhismens sande ånd. Han var her i opposition til de konservative klerikale i de gamle Nara skoler, som ønskede at bevare kontrollen med ordination af buddhistiske klerikale, og hans indsats bar også først frugt efter hans død i 822. I det år gav regeringen omsider tilladelse til etableringen af en Mahayana forskrifts platform på Hiei bjerget, Tendai skolens hovedtempel. Efter den blev opført i 827 blev Mahayana forskrifterne standarden for japanske buddhisters opførsel.

De ti væsentlige forskrifter er:

  1. ikke at slå ihjel
  2. ikke at stjæle
  3. ikke at indgå i skadelige seksuelle forhold
  4. ikke at lyve eller være uretfærdig
  5. ikke at handle med rusmidler
  6. ikke at finde fejl ved andre
  7. ikke at prale af sig selv
  8. at give andre den hjælp de beder om
  9. ikke at blive vred
  10. at ære de Tre Skatte; Buddha, Dharma og Sangha